Kunstig befrugtning IVF

IVF står for In Vitro Fertilisation - og kaldes også reagensglasbehandling eller reagensglasbefrugtning.
IVF-behandling, anvendes:

  • Hvis der ikke er passage gennem æggelederne
  • Ved dårlig sædkvalitet
  • Ved sammenvoksninger
  • Hvis barnløsheden er uforklaret

IVF-behandling er den mest effektive form for fertilitetsbehandling. Efter behandlingen bliver ca. 30-35 % gravide. Graviditetsraten afhænger dog af kvindens alder.

Læs mere om vores flotte resultater her.

Link til vores prisliste her.

Vi tilstræber altid blastocystdyrkning

Hos Aagaard Fertilitetsklinik tilstræbes blastocystudvikling ved alle ægudtagninger uanset alder. Da vi ikke ønsker at gå på kompromis med kvaliteten og synes, at alle skal have den bedste chance, foretages blastcystdyrkning uden beregning.

IVF BEHANDLING KORT PROTOKOL

Denne behandling foregår inden for samme menstruationscyklus. Kontakt gerne klinikken for mere detaljeret patientinformation.

Trin 1På 1. cyklusdag bestiller du tid til 2. el. 3. cyklusdag ved at ringe eller sende en mail til klinikken.
Trin 2På 2. el. 3. cyklusdag skannes du på klinikken, og får her udleveret en behandlingsplan. Du påbegynder denne dag hormonbehandling. Hormonbehandlingen stimulerer dine æggestokke, således at der udvikles flere modne æg på én gang i stedet for det ene, som normalt udvikles.
Trin 3På 9. cyklusdag scannes du igen. Her måles ægblærerne, og man kan se, hvor mange der er. Her får du også tid til en ny skanning.
Trin 4Når de største af ægblærerne er 18 mm i diameter, fremkaldes modningen af æggene ved at give en ægløsningssprøjte. Herefter skal der gå 36 timer inden ægudtagning (aspiration).
Trin 5Æggene suges ud af ægblærerne via en tynd nål, som ultralydvejledt føres gennem skedevæggen. Efter ægudtagningen skal du være på klinikken ca. 1 time. Når æggene er taget ud, og manden har lavet en sædprøve, foregår befrugtningen i laboratoriet. Inden du tager hjem, bliver du informeret om sædprøvens kvalitet samt om æggene. Vi ringer til dig/jer dagen efter ægudtagning for at informere om udviklingen af æggene. Her aftales også næste trin i behandlingsforløbet.
Trin 6Efter 1-2 døgn konstateres, hvilke æg der er befrugtede.
Trin 7De befrugtede æg dyrkes i 5-6 døgn i embryoskop. Denne metode kaldes for blastocystdyrkning. Ved at dyrke de befrugtede æg i 5-6 døgn til blastocyststadiet, kan man bedre udvælge det befrugtede æg, der giver den bedste graviditetschance.
Trin 8De mest velegnede æg lægges op i livmoderen (transferering). Der oplægges 1 æg. Overskydende æg kan nedfryses og anvendes i senere cykli.
Trin 910 dage senere er det tid til en blodprøve på klinikken, hvor graviditeten forhåbentlig kan konstateres.

IVF BEHANDLING LANG PROTOKOL

Denne behandling forløber over ca. 7 uger. Kontakt gerne klinikken for mere detaljeret patientinformation.

Trin 1På 21. cyklusdag i opstartsmåneden skannes du på klinikken og påbegynder forbehandling med en næsespray eller daglig indsprøjtning i to uger for at hæmme den naturlige hormondannelse.
Trin 2Den efterfølgende cyklus skannes du på 2. dagen, og får her udleveret en behandlingsplan. Du påbegynder denne dag hormonbehandling. Hormonbehandlingen stimulerer dine æggestokke, således at der udvikles flere modne æg på én gang i stedet for det ene, som normalt udvikles.
Trin 3På 9. cyklusdag skannes du igen. Her måles ægblærerne, og man kan se, hvor mange der er. Her får du også tid til en ny skanning.
Trin 4Når de største af ægblærerne er 18 mm i diameter, fremkaldes modningen af æggene ved at give en ægløsningssprøjte. Herefter skal der gå 36 timer inden ægudtagning (aspiration).
Trin 5Æggene suges ud af ægblærerne via en tynd nål, som ultralydvejledt føres gennem skedevæggen. Efter ægudtagningen skal du være på klinikken ca. 1 time. Når æggene er taget ud, og manden har lavet en sædprøve, foregår befrugtningen i laboratoriet. Inden du tager hjem, bliver du informeret om sædprøvens kvalitet samt om æggene. Vi ringer til dig/jer dagen efter ægudtagning for at informere om udviklingen af æggene. Her aftales også næste trin i behandlingsforløbet.
Trin 6Efter 1-2 døgn konstateres, hvilke æg der er befrugtede.
Trin 7De befrugtede æg dyrkes i 5-6 døgn i embryoskop. Denne metode kaldes for blastocystdyrkning. Ved at dyrke de befrugtede æg i 5-6 døgn til blastocyststadiet, kan man bedre udvælge det befrugtede æg, der giver den bedste graviditetschance.
Trin 8De mest velegnede æg lægges op i livmoderen (transferering). Der oplægges 1 æg. Overskydende æg kan nedfryses og anvendes i senere cykli.
Trin 910 dage senere er det tid til en blodprøve på klinikken, hvor graviditeten forhåbentlig kan konstateres.

MILD IVF STIMULATION

Mild stimulering sigter mod at reducere den fysiske, økonomiske og følelsesmæssige byrde forbundet med den konventionelle IVF uden at gå på mange kompromiser med graviditetsgraden.

Mild stimuleringsprotokol skyldes, at vi ønsker at gøre IVF-proceduren mere enkel. Det faktum, at der er sket en enorm udvikling i IVF-laboratoriet, gav os på Aagaard klinik modet til at sigte mod færre æg, der reducerer den nødvendige hormon dosis og dermed omkostningerne og komplikationerne.

Hvem er det til?

  • Kvinder med en normal eller lav ægreserve
  • Par, der får behandling på grund af en nedsat sædkvalitet
  • Kvinder med polycystisk ovarie (PCO) / polycystisk ovariesyndrom (PCOS).
  • Kvinder, der ønsker at tage en lavere mængde medicin
  • Kvinder, der ønsker at reducere den fysiske og psykiske byrde, der kan være forbundet med konventionel IVF

Du kan læse mere om Mild IVF her.

BEHANDLING MED MIKROINSEMINATION ICSI/IMSI

Proceduren adskiller sig fra almindelig IVF-behandling ved måden, hvorpå æggene befrugtes. Ved almindelig IVF-behandling lægges æg og sæd sammen, og den enkelte sædcelle må selv finde vej ind i ægget. Ved mikroinsemination indsprøjtes en enkelt sædcelle direkte i ægget. Metoden anvendes, hvis manden producerer for få sædceller til, at almindelig IVF-behandling kan foretages, eller hvis æggene ved almindelig IVF-behandling ikke blev befrugtet på trods af tilsyneladende fin sæd- og ægkvalitet.

På Aagaard Fertilitetsklinik anvender vi metoden ICSI. Ved ICSI udvælges sædcellerne ved anvendelse af et mikroskop, der forstørrer 400 gange. Ved IMSI anvendes et mikroskop, der forstørrer 6000 gange. Umiddelbart skulle man tro, at IMSI giver en mere sikker udvælgelse af sædceller. Dog viser den eneste sammenlignende undersøgelse, der indtil nu er offentliggjort, at der ikke er forskel på de to metoder. Blot er IMSI mere tidskrævende.

 

ASSISTED HATCHING AHA

Hos nogle kvinder er ægmembranen for tyk, således at den har vanskeligt ved at revne. Det betyder, at ægget har svært ved at sætte sig fast i livmoderslimhinden. Dette ses oftest hos kvinder over 40 år. Derfor kan man nedbryde et lille område af membranen (hatching), som betyder, at membranen omkring æggeskallen revner lettere, og derved optimeres chancerne for graviditet. Denne procedure foretages ca. 2 timer før ægget oplægges i livmoderen.

UDTAGNING AF SÆDCELLER FRA TESTIKEL TESA

Det kan være nødvendigt at udtage sædceller fra testiklen, hvis:

  • Manden ikke kan udtømme sæden
  • Manden er blevet steriliseret
  • Manden ikke producerer sædceller f.eks. som følge af infektion i kønsdelene

Sædceller dannes i testiklerne i nogle trådtynde kanaler, der ligger oprullet som mange små garnnøgler, der udfylder hele testiklen. Alle disse kanaler ender i få gangsystemer, der fører over i bitestiklen. Denne er en lille, langstrakt gevækst på tykkelse med en blyant, og ligger på bagsiden af testiklen. Bitestiklen ender i sædstrengen, der fører sæden videre til urinrøret.

Proceduren ved udtagning af sædceller fra testiklen indledes med, at huden på pungen afvaskes med desinficerende sprit. Med en meget tynd nål lægges lokalbedøvelse i lysken lige over pungen. Dette er ikke mere ubehageligt end en almindelig indsprøjtning.

Med en tynd kanyle udhentes væske/væv, som bringes til laboratoriet, hvor laboranten findeler vævet og søger efter sædceller. Efter få minutter vil vi kunne konstatere, om der er sædceller.

Der vil være en vis ømhed i testiklen, når bedøvelsen ophører. Det anbefales, at du tager den med ro resten af dagen. Generne kan afhjælpes med almindelige hovedpinetabletter som Panodil eller Pamol. Indtræder der stærke smerter og kraftig hævelse af pungen og/eller temperaturforhøjelse, skal du kontakte klinikken eller din praktiserende læge.

ÆGDEPONERING

Hvis der efter ægoplægningen findes overskydende, befrugtede æg, som er velegnede til nedfrysning, kan vi tilbyde jer depot. Ca. 25 % af behandlingerne giver mulighed for nedfrysning.

2-5 % af æggene vil gå til grunde i forbindelse med nedfrysning og optøning. Æggene optøs dagen før, de lægges tilbage, og normalt først på tilbagelægningsdagen kan vi vurdere æggenes egnethed.

På Aagaard Fertilitetsklinik benytter vi to forskellige nedfrysningsmetoder. Den ene metode er slowfreeze, der benyttes til at nedfryse befrugtede æg på 2. eller 3. dag.

Den anden metode er vitrifikation, der kan benyttes både til ubefrugtede æg (oocytter) og befrugtede æg, der har nået blastocyststadiet (5. eller 6. dag).

Slowfreeze har været anvendt siden 1983 og vitrifikation siden 2011. Begge med gode resultater.

Chancen for at blive gravid med nedfrosne, optøede æg er ca. 25 %. Derfor kan der ifølge loven, hvis kvinden er fyldt 40 år, tilbagelægges op til 3 æg, hvis I ønsker det.

Lovgivningen siger, at:

  • De befrugtede, nedfrosne æg kun må anvendes til behandling af jer
  • De befrugtede, nedfroste æg kun må anvendes, såfremt I skriftligt giver samtykke hertil
  • De befrugtede æg må være nedfrosset i maksimalt 5 år. Herefter destrueres æggene. Æggene destrueres også i tilfælde af den ene parts død eller ved opløsning af forholdet
  • I skal give skriftligt samtykke til nedfrysning og opbevaring af æggene, samt erklære jer indforstået med de vilkår og betingelser, der gælder

SÆDDEPONERING

Der kan være mange grunde til at få nedfrosset sæd. Sæddeponering kan være en god idé, hvis:

  • Manden skal gennemgå medicinsk behandling, der kan have skadelig virkning på sædcellerne (f.eks. strålebehandling eller kemoterapi)
  • Manden har vanskeligt ved at levere sæd på ægudtagningsdagen
  • Manden er forhindret i at møde på dagen for insemination eller ægudtagning
  • Manden overvejer at lade dig sterilisere

50 - 70 % af sædcellerne vil gå til grunde under fryse- og optøningsprocedurerne. Derfor er det vigtigt, at sædens egnethed til nedfrysning vurderes forud for nedfrysningen.

DONORSÆD FRA AAGAARD SKEJBY CRYOBANK

Hos Aagaard Klinik har vi vores helt egen sædbank, Aagaard Skejby CryoBank. Hvis du er i fertilitetsbehandling hos os, kan du købe sædstrå hos Aagaard Skejby CryoBank. 

Ved at købe sædstrå hos Aagaard Skejby CryoBank spares udgifterne til fragt og ligeledes mindskes den risiko, der opstår under transport af følsomt materiale. Du sparer desuden det gebyr på 250 DKK, som pålægges ved modtagelse af sæd fra anden sædbank.

Aagaard Skejby CryoBank leverer sæd af højeste kvalitet. Som den eneste sædbank i Danmark tester Aagaard Skejby CryoBank donor for samtlige high-risk HPV og mængden af DNA fragmentation. Se vores donoroversigt og bestil sædstrå på skejbycryobank.dk

Mild IVF

Transcript

Hør vores Lægelige direktør, Aboubakar Cissé, fortælle om Mild IVF behandling.
Denne behandling kan man få tilbudt udelukkende ud fra en lægelig vurdering.