Giv Liv til en Drøm | Bliv Ægdonor
Hvorfor blive ægdonor?
Danmark mangler ægdonorer, og mange kvinder og par håber på hjælp til at opfylde deres største ønske – at få et barn. Som ægdonor kan du give dem en uvurderlig gave; håbet og chancen for at skabe en familie.
Hvem kan blive ægdoner?
Hvis du er kvinde mellem 18-35 år, sund og rask både fysisk og psykisk, uden arvelige sygdomme og med et BMI mellem 19 og 29, kan du blive ægdonor. Du kan også donere, selvom du bruger prævention som p-piller, spiral eller er steriliseret.
Som ægdonor kan du donere på flere måder:
Anonym donation
Hvor du og recipienten (modtageren) ikke kender hinanden og aldrig kan få oplyst hinandens identitet. Kun din basisprofil bliver kendt (hår- og øjenfarve, højde, vægt, blodtype, etnicitet samt alder på donationstidpunktet).Ikke anonym - ikke kontaktbar
Hvor du og recipienten (modtageren) ikke kender hinanden og aldrig kan få oplyst hinandens identitet. Udover basisprofilen kan der oplyses om ekstra information og evt. et babybillede.Åben donation
Hvor du og recipienten (modtageren) ikke kender hinanden, men hvor barnet har mulighed for at få oplyst din identitet og dermed få mulighed for at kontakte dig. Kun din basisprofil bliver oplyst på donationstidpunktet.Åben donation med udvidet profil
Hvor du og recipienten (modtageren) ikke kender hinanden, men hvor barnet har mulighed for at få oplyst din identitet og dermed få mulighed for at kontakte dig. Kun din basisprofil bliver oplyst på donationstidpunktet. Udover basisprofilen kan der oplyses om ekstra information og evt. et babybillede.Kendt donation
Hvor du donerer til en du kender. Det kan være til en veninde eller et familiemedlem, dog ikke mor eller datter.
Hvordan foregår det?
Som ægdonor får du omsorgsfuld vejledning og støtte gennem hele processen. Du vil modtage en skånsom hormonbehandling, efterfulgt af en smertedækket ægudtagning. For din generøsitet modtager du en skattepligtig godtgørelse på 7.200 DKK per donation. Du kan donere op til 6 gange. Bemærk: Hvis du donerer til nogen, du kender, betragtes det som en vennetjeneste og honoreres ikke af klinikken.
Find mere information i videoerne nederst på siden.
Kontakt os - vi er her for dig
Overvejer du at blive ægdonor, eller har du spørgsmål? Aagaards ægdonationsteam er klar til at informere og guide dig. Send en mail til od@aagaardklinik.dk eller ring til os på +45 86126121 for en uforpligtende samtale.
Jeg vil gerne kontaktes og høre mere omkring ægdonation
UDELUKKELSE OG KARANTÆNE
Du kan ikke blive ægdonor:
- Hvis dit BMI (Body Mass Index) ligger uden for normalområdet svarende til 19 - 29
- Hvis du ryger til hverdag og/eller fest
- Hvis du inden for de seneste 6 måneder har fået udført en tatovering, piercing eller skarificering
- Hvis du har haft sex med en mand, som har haft sex med en anden mand
- Hvis du har indsprøjtet lægemidler af ikke-medicinske grunde
- Hvis du har blødersygdom eller koagulationsforstyrrelser
- Hvis du har ydet sex til andre for penge eller stoffer
- Hvis du inden for de seneste 6 måneder har haft sex med en person, der formodes at have HIV-infektion eller hepatitis B- eller C-infektion (smitsom leverbetændelse)
- Hvis du har fysiske tegn på en kønssygdom
- Hvis du eller nogen i din familie lider af alvorlige arvelige sygdomme
- Hvis du ikke kender dit genetiske ophav
SÅDAN FOREGÅR DET
Sideløbende med at du som donor gennemgår behandling, vil modtagerparret ligeledes blive udredt og klargjort til modtagelse af dine æg.
Forløbet starter med en konsultation her på klinikken. Her vil du blive grundigt informeret om de etiske og juridiske aspekter vedrørende ægdonation. Hele forløbet bliver herefter gennemgået, således at du føler dig tryg og velinformeret om, hvad der skal foregå.
Hvis du efter samtalen stadig ønsker at donere æg, foretages de lovpligtige blodprøver (HIV, hepatitis, syfilis, gonorré, klamydia og HTLV). Du vil også blive skannet, så lægen kan få et indtryk af dine æggestokkes placering, og om forholdene i dit underliv i øvrigt er normale.
Lægen vil spørge ind til arvelige sygdomme samt dit fysiske og psykiske helbred og med afsæt i lovgivningen vurdere, om du kan godkendes som ægdonor
Når du skal donere, skal der udvikles flere modne æg på én gang i stedet for det ene, som normalt udvikles. Du skal derfor starte med hormonbehandling, der stimulerer dine æggestokke.
Nedenstående skema beskriver hele behandlingsforløbet:
Trin 1 På 1. cyklusdag bestiller du tid til 2. cyklusdag ved at ringe eller sende en mail til klinikken. Trin 2 På 2. cyklusdag skannes du på klinikken, og får her udleveret en behandlingsplan. Du påbegynder denne dag hormonbehandling, hvor du skal stikke dig selv én gang dagligt. Trin 3 På 9. cyklusdag skannes du igen. Her måles ægblærerne, og man kan se antal og størrelse. Her får du også tid til en ny skanning. Trin 4 Når de største af ægblærerne er 18 mm i diameter, fremkaldes modningen af æggene ved at give en ægløsningssprøjte. Herefter skal der gå 36 timer inden ægudtagning (aspiration). Trin 5 Æggene suges ud af ægblærerne via en tynd nål, som ultralydsvejledt føres gennem skedevæggen. Efter ægudtagningen skal du være på klinikken ca. 1 time. GODTGØRELSE OG MEDICIN
Som ægdonor hos Aagaard Fertilitetsklinik modtager du pr. donation en godtgørelse på 7.200 DKK.
Det er dog vigtigt, at donationen foregår fuldstændigt frivilligt og ikke gøres til genstand for handel.
Vi har den medicin, du skal bruge, her på klinikken. Medicinen får du udleveret ved opstart.
INSTRUKTIONSVIDEO TIL MEDICIN / INJEKTIONSPEN